Da Charles Darwin ombord på H.M.S. Beagle i 1835 besøgte bl.a. Galapagos øerne i Stillehavet, indsamlede han og beskrev senere en lang række fuglearter, der på det tidspunkt var ukendt for Verden. Han udgav efterfølgende en bog der beskrev arternes oprindelse - arter der var totalt isoleret fra omverdenen kunne udvikle sig i forskellige retninger og f.eks. udvise adfærd, der var ukendt fra andre verdensdele. Ofte var der tale om det man tidligere opfattede som racer, men hvis disse underarter var isoleret længe nok, og bl.a. ændrede yngleadfærd etc., blev de på et tidspunkt senere antaget som egentlige arter, da de to underracer / - arter f.eks. ikke var i stand til at gennemføre ynglecyklus indbyrdes.

I mange år har forskernes sloges for at retfærdiggøre enten arts- eller underarts status for en lang række fuglearter. Mange ornitologer - Voous, Wetmore, James Clements, etc. - har givet deres bud på, hvordan systematikken skulle se ud - nogle har været samlere - andre spredere. Dette har givet stor forvirring og frustration hos bl.a. de mange feltornitologer, der gerne skulle have det til at fungere i naturen og field guides, der medbringes på udlandsrejserne, skulle jo gerne være troværdige. Tænk på hvor mange field guides der findes med forskellig systematik bare for et land som Sydafrika.

Årene er gået og budene har været mange. Men for nylig opdagede man, at man via genanalyser / genteknik etc. i højere grad kunne retfærdiggøre, om en fugl nu reelt var en art eller en underart. Desuden kunne man dokumentere, hvorfra arten stammede - altså hvilke familierelationer den enkelte art besad. Det har givet nye frustrationer. For nylig da vi skrev „Fuglene i Danmark“, hvor Jon Fjeldsaa og jeg bl.a. har skrigefuglene fik jeg en mail fra Jon der fortalte, at Hærfuglen for ca. 30 mio. år siden tilhørte kratkalkunerne ! Hærfuglen har intet med skrigefuglene at gøre. Det gav nogen debat, men frustrationerne gælder ikke kun feltbisserne men også forskerne. Evolutionen kan man ikke ændre på og vi kan blot konstatere, at vi har fået ny viden.

Når man ser tilbage på næsten 35 års arbejde med fuglene i Rørvig, kan vi jo også konstatere, at der i dag ses langt flere fuglearter om året, end der blev konstateret i 60´erne og 70´erne. JB og LB har været lidt inde på det i de seneste årsrapporter. Dels er vor viden om fuglene generelt blevet styrket - tænk blot på de mange bestemmelses guides, der er udkommet gennem årene - de er lysår foran i forhold til bøgerne i 60´erne. Dels er optikken blevet bedre. Som KB udtalte det sidste år - vi behøver snart ikke lave rapporten mere - ved at konstatere vejret og datoen, kan vi jo sige, hvilke arter, der ses den pågældende dag. Desuden har vi opnået stor viden om, hvor Ringdrosler, Blåhalse og Hortulaner kan opdrives - næsten på dato og klokkeslet.

Efter de mange års anstrengelser, er det blevet til omkring 300 arter i Rørvig - ganske pænt, også på landsplan. Men vi må erkende, at det er blevet sværere - i dette års rapport var der en enkelt ny på listen - Sydlig Nattergal. Kan vi fastholde aktivitetsniveauet, er der håb om en enkelt i ny og næ, men det er hårdt arbejde. Men her er det, at vi måske kan få lidt hjælp af den nye genteknologi.

En lang række underarter er set i Rørvig gennem tiderne. I de kommende år bliver det rigtigt spændende at se, hvilke arter der opnår artsstatus - når det nu er så svært ude i felten, er det jo rart med hjælp af den nye skrivebordsteknologi. Gråsisken er ved at blive splittet op i Gråsisken og Lille Gråsisken. Krikand og Amerikansk Krikand er på samme måde ved at opnå split. Hos Sædgås forekommer de to former Tundrasædgås og Skovsædgås, som også begge er set i Rørvig - de er også på vej. For ikke så forfærdeligt mange år siden var Kortnæbbet Gås jo osse en Sædgås, men der er jo ingen feltbisser, der i dag betragtes den Kortnæbbede som en race. Nogle hollandske ornitologer piller for tiden ved vipstjerterne - og dem er der jo mange af. I Rørvig er der set en del underarter / racer - thunbergi (nordlig), flava (almindelig gul), feldegg (balkanvip) samt desuden den britiske flavissima . Hos den Hvide er der både almindelig hvid og Sortrygget yarrellii. Hos kragefuglene, er Gråkrage og Sortkrage ved at opnå split. Ja, og så er der hele mågekomplekset, med den allestedsnærværende Sølvmåge i focus. Der er ikke tilgået Rørvigrapporten iagttagelser af Gulbenet Sølvmåge Larus cachinnans og - michahellis, så det må være årets opfordring, at få disse racer på plads som potentiale i fremtiden. Der kunne nævnes flere andre eksempler, men generelt er det meget vigtigt, at vi også kender racetilhørsforholdene for de fugle, der ses i Rørvig.

Selvom optimismen og feltfanerne holdes højt hvert forår, er det ikke alt vi får skovlen under i Rørvig. Mange perioder har været slemt imod, og flere invasioner er gået vores næse forbi - tænk blot på de store invasioner af Sneugle, Spurveugle, Krognæb for nylig for blot at nævne nogle.

Derfor er det en god ting med evolutionen og denne hersens nymodens genteknologi, der kan give Rørviglisten et friskt pust de næste år. Men evolution eller ej - Hærfuglen forbliver altså en skrigefugl så længe jeg ser på fugle.

Vel mødt i 2002.

EVR