Et forår uden Henning

Henning Vikkelsø Rasmussen 2/4-1955 – 17/9-2023

I september 2023 døde Henning Vikkelsø Rasmussen. Den 29. bar vi – familien og gamle venner fra felten – kisten ud fra Nykøbing Kirke. Henning døde af en kræftsygdom, som han havde holdt godt skjult for både omgivelserne og sig selv. Så han løb linen ud i sit elskede Fyrrestuen, sommerhuset på Rørvighalvøen, og var væk få dage efter indlæggelse.

Han fik ikke rigtigt nogle ord med på vejen fra os, hans venner fra feltornitologien. Det forsøger vi at råde bod på nu. For vi står foran forårstrækket, og her kommer det til at slå hårdt, for det bliver et forår uden Henning. Efter 50 år, hvor han var en helt fast del af det ornitologiske miljø på Rørvighalvøen. En ven og et omdrejningspunkt i Rørvig.

I felten var han en strålende makker. Man var løbende i kontakt med ham, aftalte hvor og hvornår man kunne slå til, og når det kom til de meget lange dage, var han utroligt vedholdende. Sidst på en sen aprildag var det ham, man kunne sidde med efter de andre var gået hjem, og vi vidste, at den dyre art ofte kom her til allersidst. Masser af tid til snak også om vores personlige bekymringer og vores familier og masser af tid til at hive den uendelige række af fælles anekdoter frem fra skabet, store stunder, det modsatte, vilde historier dybt begravet i den feltornitologiske subkultur.

Henning havde mange modsætninger. Han havde en stor evne til kommunikation og kunne på sin venlige, direkte facon lynhurtigt skabe kontakt og kunne være meget talende. Men han kunne også trække sig tilbage alene med sig selv. Når han rejste, fandt han det meget i bjergene. I mange år især på de mange ture til Lapland. I 1982 lå han i dagevis mutters alene ude i fjeldmorænerne nord for Abisko og Torneträsk. Telt, rygsæk og i særdeles råt vejr, men mellem reder med Sneugler. Her havde han det godt.

Sneugle var på mange måder hans fugl. ”Det er en hun, den har nakke!” slog han straks fast engang i Skåne. Forinden i 1990 var der Sneugle på Getteröen, og vi var på vej. I bilen i hvert fald Henning og de 2 opkomlinge, der aldrig havde set Sneugle, Jørgen (Hulbæk) og mig selv. Så Henning dirigerede. Vi vidste den sidst var set på den nordlige del, men Henning sendte os i halvmørket helt galt ud på en sydlig spids. Der var en lille klippeø ud for. Der sad Sneuglen. Den havde flyttet sig. ”I skal bare gøre som far siger!”, sagde Henning. Med det brede grin.

Han havde begejstringen, den spontane glæde, når det gik os godt, og vi stod med noget stort. Han fik rigtigt mange af disse oplevelser, en gave fra den opslugende interesse for fugle, som han delte med os andre.

Men har man den betingelsesløse evne til begejstring og glæde må man oftest betale med det modsatte. Oplevelsen af frustration. De fleste af os hans venner har oplevet kurre på tråden! Nu kendte vi ham jo, og vi vidste, at det gik snart over igen.

Han havde et anarkistisk moment, også politisk, men var en klar fortaler for social retfærdighed. Han trivedes ikke i og holdt sig helst fri af institutioner som DOFbasen og vores lokale system i Rørvig, men fandt masser af fugle og kommunikerede systematisk til os andre. Han arbejdede i banksektoren, senest med ejendomsvurderinger. Han var helt klart fagligt dygtig. Men ikke rigtigt tilpasset og langs ad sled det ham op, og han trak sig tidligt tilbage som selvfinansieret arbejdsfri.

Han rejste. Østsibirien, Mongoliet, Himalaya, Tibet, Kirgisien, Papua NG, Brasilien…. Med skiftende selskab. Han fik et særligt makkerskab med Knud-Erik. De kom på mange rejser sammen, de fleste lange, på lavt budget med primitive overnatninger og en mere spontan tilgang uden fastlagt program. Rejser hvor det gode kammeratskab er afgørende. Australien, Nepal, Tyrkiet…. Fuglene var magneterne, men i høj grad også pattedyr. Hvalerne. De store rovdyr, især Tiger og Sneleopard var kæmpe targets, som han arbejdede hårdt for – og han fik dem. Så Henning kom ud i verden, hvor det var bjergene, stepperne og det arktiske miljø med deres fuglefauna, der stod ham nærmest.

Helt basalt var han et godt menneske og en meget loyal ven. Tilknyttet til og omsorgsfuld over for sin gamle mor, som han kun overlevede en kort tid. Han bakkede altid op, hvis man var i vanskeligheder. Han gav det, der nogle gange skal til. Engang var jeg i en absolut sløj forfatning. Henning lyttede til, hvor galt det stod til, siger så: ”Du skal bare være dig selv, Jørgen, og så skal vi ud at se nogle pips!” Det gjorde vi så, tog til Jylland med Jørgen (Hulbæk), så bl.a. Urfugl på Vind Hede, det hjalp.

Nu kommer så foråret i Rørvig uden Henning. Det bliver slemt for bror Erik, når han ikke dukker op i den tidligste morgen. Det bliver slemt for os andre.

Vi er taknemmelige for al den gode tid og al den inspiration, han gav.

Jørgen Bech
Knud-Erik Strange, Jørgen Hulbæk Christiansen
Aage Kabbelgaard, Michael Trasborg